Keswick Codling æble
Keswick Codlin er en gammel engelsk sort, der stadig er populær som havesort i England. Sorten blev formeret og udbredt af planteskoleejer John Sander i Keswick. Sorten er fremkommet ved Gleastone Castle i Ulvestone i Nordengland i 1790. Keswick Codlin står på Det Kgl. Danske Haveselskab liste over anbefalede sorter fra 1849.
Sorten er meget hårdfør. Træet gror på fugtig som tør jord og tåler blæst. Giver kraftige træer af opret vækst med tæt krone. Sorten har været populær på grund af sin gode smag tidligt på sæsonen, samt på grund en sikker og rigelig frugtsætning.
Æblet er stort. Æblets grundfarve er grøngul. Dækfarven er orange. Dækfarven dækker ca. 25% af æblet. Kødet er hvidt eller hvidgrønt, løst, middel saftigt med svag sødme, stærk syrlighed og ingen eller svag aroma. Smagen er behagelig og forfriskende.
Keswick Codlin er et Husholdningsæble, der helst skal bruges, inden det bliver helt modent, da det ellers let bliver løst og melet i kødet. Veludviklede og velfarvede frugter kan være temmelig saftige og af en så frisk og behagelig smag, at de også kan anvendes som spiseæbler.
Æblet har en lang sæson, da det allerede i juli kan anvendes som madæble. Det bliver modent i september og kan bruges til november. Æblet skal helst anvendes efterhånden, som det plukkes fra træet.