Pomologiske gruppenavne for æbler
Da æblesorter stammer fra mange lande, og deres navngivning ikke har fulgt ensartede principper, kan gruppenavne som codlin, kalvil, pearmain, pigeon, pippin, reinet, rosenæble, russet og seedling, der kunne tjene til at karakterisere sorternes egenskaber, være tilfældige og misvisende. F. eks. betyder pippin og seedling, at sorten er fremkommet ved frøudsæd, men da hovedparten af æblesorter er opstået ved frøudsæd, er disse betegnelser misvisende.
Reinette æbler
Er et fransk navn der oprindeligt betød ”fremkommet ved podning”, fra latin ”renatus” der betyder genfødt. Efterhånden er reinette kommet til at betegne et æble med mørk grøn hud, ofte med rødmen og rust. Et æble der modner sent og kan gemmes. Et æble med fint fast frugtkød og en skarp aromatisk smag. Et eksempel er Cox Orange.
Kalville æbler
Navnet refererer formentligt til den Franske by Calville. På dansk kendes calville æbler også som kantæbler og referere til æbler med tydelige regelmæssige fremstående kanter. Æblerne spidser som regel til ved blomsten. Matthiesen skriver "kalvilformet med det sædvanlige tryneagtigt fremstående bægerparti". Frugtkødet af kalville æbler er løst og fint, saftigt med kraftig sød bæragtig krydret smag.
Pearmain æbler
Et navn til æblesorter med pærelignende form.
Codlin
Et gammelt engelsk navn for en type af husholdningsæbler, der hurtigt koger ud til en lind grød. ”To coddle” betyder at koge blidt.
Pigeon æbler
Der er to teorier om hvor navnet pigeonnet eller pigeon kommer fra. Den ene er, at farven på nogle pigeon æbler danner et mønster, der minder om en dues vinge. Den anden tager udgangspunkt i ordet ”pigeonnant”, der knytter sig til korset eller BH, der bruges til at stramme kvinders bryster op, så formen minder om pigeon æbler.
Russet æbler
Russet æbler, er frugter hvor skindet i overvejende grad er dækket af en mat brungrøn ”rust” overflade. Eksempel Egremont Russet.
Pippin og seedling æbler
Betyder at sorten er fremkommet ved frøudsæd.