Skurv på æble. Svampen overvintrer i bark, knopper eller på vissent æbleløv.
Æbleøjeplet også kaldet Topazplet skyldes en svamp, der hedder Elsinoe Pyri. Svampen kan overvintre i knopper.
Æbleøjeplet også kaldet Topazplet på æble. Danner en rund plet, sølvgrå i midten og omgivet af en mørk kant med en mørkebrun udstråling.
Minerfluer er små fluer hvis larver laver gange(Miner) i mellem bladenes overside og underside. Familien omfatter cirka 2.500 arter på verdensplan. Nogle gange ses bugtende linier og nogle gange større plamager, hvor cellerne er døde. Minerfluer er sjældent et problem ud over det kosmetiske.
Minerfluelarve har efterladt et spor og en lidt større plamage.
På dette blad ses spor efter minerfluelarve og svampeangreb i pletter. Formentligt æbleøjeplet.
Blomstertæger
Tæger der suger saft i tidlig udvikling af æblet kan medføre udbulede rustpletter på æblerne.
Nogle tæger som Håret Engtæge lever på en bred vifte af værtsplanter. Det er nymferne der suger saft fra planterne, hvorimod de voksne tæger er rovinsekter.
Æble hvor nymfe af blomstertæge har suget saft fra æblet tidligt på sommeren. Der ses 2 forhøjede rustpletter.
Sodplet og flueplet
Sodplet og flueplet er svampesygdomme som har samme livscyklus og levevis. De optræder ofte sammen. Svampene lever på over 40 forskellige løvfældende træer og buske. De angriber vokslaget på æbler i sensommeren, når det er varm og fugtigt. Den bedste forebyggelse er at skabe lys og luft omkring træerne.
Svampeangrebene er primært et æstetisk problem, da frugtkødet ikke bliver skadet. Svampene kan vaskes og gnides af, hvilket imidlertid går ud over lageregenskaberne.
Sodplet ses som en grøn til sort belægning på æblerne.
Flueplet ses som små sorte pletter.
Filippa æble angrebet af sodplet.
Filippa æble angrebet af både sodplet og flueplet.
Makrofotos af flueplet på æble.
Makrofotos af flueplet på æble.
Meldug
Æblemeldug (Podosphaera Leucotricha) er en svampesygdom, der angriber alle dele på et æbletræ, der ikke er beskyttet af bark, såsom blade, kviste, blomster og frugter. Om foråret ses ofte stærkt angrebne, hvide forkrøblede blade/skud. Disse benævnes "primærinfektioner" og er resultatet af overvintrende meldug i knopperne. Skuddene bør klippes af, da de er starten på det kommende års meldugproblem.
Meldugsvampe er meget anderledes end andre plantepatogene svampe. De kan kun vokse på levende plantevæv, myceliet sidder på overfladen af planten, hvor det hos andre svampe vokser ind i planten, sporerne er store og vandfyldte og kan spire ved høj luftfugtighed, og medens andre svampe kræver frit vand for at spire vil vand ødelægge sporer af meldug.
Varme, solrige dage efterfulgt af vindstille, lune nætter med høj luftfugtighed er yderst gunstige betingelser for melduggens sporespredning og infektion.
Meldug på æbleblad.
Gul monilia
Insekt gnav har gjort, at Monilia sporer har kunnet trænge ind og smitte æblet.
Gul Monilia (Monilia fructigena) er en svamp, der får mange frugtarter til at rådne på træet. Sygdommen udvikler sig ofte lige før frugten modner og viser sig som små puder af gule svampesporer i koncentriske ringe. Svampen kan brede sig fra frugt til frugt i klasen på træet eller i kassen efter høst. Smitten overvintrer i de indtørrede frugtmumier på træet. Hvis man fjerner alle mumier hvert efterår vil sygdommen begrænses meget.
Sporerne spredes fra de gamle mumier med vind, vand og insekter og kan angribe frugtens overflade, hvis den har et sår. Huller efter insektgnav, haglskader, solskoldninger eller revner efter regnvejr vil bane vej for en infektion af gul monilia. De rådne frugter falder ned eller tørrer ind til frugtmumier på træet.
Svampen spredes med sporer hele sommeren og trives især i varme, fugtige perioder. Hvis frugten smittes umiddelbart før plukning vil sygdommen udvikle sig videre under opbevaring.
Det er også vigtigt at forsøge at få omsat de nedfaldne æbler inden næste forår, fx ved mekanisk jordbehandling.
Frugttræ angrebet af frugttræskræft.
Æbletræskræft - Frugttræskræft - Løvtræskræft
Frugttræskræft og løvtræskræft skyldes angreb af svampen Nectria galligena. Den formerer sig både kønnet og ukønnet. Da den også kan gro på andre værter end æble (fx Ask og Pære) vil der selv på steder hvor der ikke har været æbledyrkning tidligere være sporer i luften til at inficere sunde træer.
Den kønnede formering ses vinter og forår ved at svampen danner bittesmå, røde kugler (perithecier) med sporesække og sporer indeni. Sporerne skydes aktivt ud.
Frugttræskræft viser sig som brune, indfaldne, ofte ringede sår på grenene, og udvikler sig efterhånden til en knudret misvækst, der omslutter hele grenen eller kvisten. Sygdommen finder ind i træet via døde stabbe, frugtsporer eller andre døde partier. I visse tilfælde kan frugttræskræft være dødelig for træet.
Da sygdommen kan brede sig ikke blot til andre dele af samme træ, men også til nabotræer, bør den bekæmpes.
Det nemmeste er at fjerne angrebne grene.
Man skal her passe på ikke at skære direkte i den syge gren, for så at fortsætte beskæringen i andre dele af træet, da man derved risikerer at overføre smitten. Er det nødvendigt at skære direkte i sygt ved, skal man desinficere beskæresaksen, før man fortsætter beskæringen.
Man kan også forsøge at hele skaden ved at skære skrabe svampen væk og påføre en sårbalsam.
Jeg har forsøg igang med en hjemmelavet sårbalsam, der ser lovende ud. Se mere: Hjemmelavet sårbalsam.
Reklame
Æblebladhveps
Den voksne æble hveps er en lille, 6-8 mm lang bladhveps, sort med gul underside.
Som navnet kunne antyde, er det desværre ikke bladene, men æblerne det går ud over. Ved hjælp af en læggebrod placerer æblehvepsen det millimeterlange, hvide æg indsænket i frugtknuden ved grunden af et af blomstens bægerblade. Når larven klækkes en uges tid senere, er den således tæt ved sin føde. Larven gnaver først slyngede, smalle gange i frugtens øverste lag. Hvis den forlader frugten på dette tidspunkt, vil larvens gnav ved høst kunne ses som karakteristiske, slyngede korkstriber på det i øvrigt normale æble. Larven kan i løbet af sin levetid gnave på 3-4 æblefrugter. Den ældre larve nøjes ikke med det overfladiske gnav, men trænger ind i frugten og udhuler denne med det resultat, at frugten oftest falder til jorden.
Det gør måske ikke altid så meget når der er rigelig med frugtsætning, ja i enkelte tilfælde kan det være gavnligt at få udtyndet frugterne. Så de tilbageværende kan bliver større.
I jorden graver larven sig ned i 5-10 cm's dybde, hvor den spinder en silkekokon, hvor den forbliver indtil næste forår.
Orm i æbler skyldes æbleviklerens larver. Ved små æbler borer larverne sig ind ved blomsten. Ved større frugter borer de sig ind i siden.
Hul i æble hvor æbleviklerens larve har boret sig ind i siden af et større æble.
Æblevikler
De voksne æbleviklere kommer frem fra midten til slutningen af maj, til slutningen af august. De største flyvninger sker dog normalt fra midten af juni til slutningen af juli. Efter parringen lægges æggene enkletvis på nyudviklede frugter eller blade. Æggene lægges normalt i varme sommeraftener ved temperaturer over 15 gr. C. De klækker efter 10-14 dage, senere i kølige perioder. De små larver borer sig nu ind i frugten. Hos pærer og små æbler trænger larverne tit ind ved blomsten, medens de hos større æbler går ind fra siden eller ved stilken.
I begyndelsen gnaves lige under frugtknuden, men ret hurtigt baner larverne sig vej ind igennem æblet til kernehuset, hvor de spiser de næringsrige æblekerner. Indgangshullet er ofte blokeret af larveeskrementer "ormemel". Larverne er fuldvoksne efter ca. 4 uger. De forlader herefter frugten, hvadenten den stadig befinder sig på træet eller er faldet til jorden.
Æblevikleren overvintrer som larve i kokoner af silke, som sidder under barken på stammer og grene. Kokonerner kan dog også findes andre steder i nærheden, f.eks. på buske, hegnspæle eller revner i murværk.
I varme somre kan der forekomme to generationer. 2 generations larver kan herefter udvikles på frugtlageret hvor kokoner kan findes i frugtkasser.
De voksne viklere har et vingespænd på 15-22 mm. Forvingerne er brunlige med et diffust, spredt gråhvidt skær og en stor metallisk, broncelignende plet nær spidsen. Bagvingerne er brunlige.
Æggene er 1,3 x 1,0 mm store, flade med et gennemsigtigt udseende.
Larvene der bliver 18- 20 mm lange er blegt lyserøde, med et sort hoved.
Puppen er 8-10 mm lang, gullig brun til mørk brun.
Æblevikleren lever som voksent møl udelukkende af nektar og gør ingen som helst skade. Møllene ædes af flagermus og fugle, mens larver og æg bliver ædt af forskellige rovinsekter. Når de først er trængt ind i frugten, er de dog næsten urørlige for de naturlige fjender. Det samme gælder de silkeomvundne kokoner.
Af og til dør larven umiddelbart efter, at den er gået i gang med at gnave sig ind i frugten, og resultatet bliver så et spiralformet, tørt spor på skrællen.
Andre larver
Larve af natsværmeren psiugle spiser af æbleblad
Flere larver, der holder til på planter af rosenfamilien, kan være en trussel mod topskuddene på små æbletræer.
Æblebladlus er primært et problem for nye træer, hvor et angreb kan stoppe væksten at nye skud, der kan være vigtige for at forme træet. Et angreb får de yderste blade i skuddet til at krølle kraftigt. Angrebet kan stoppes ved at spule lusene af skud og blade med en kraftig vandstråle. Se mere om bladlus.
Røde æblebladlus
Røde bladlus angriber også nye skud og forårsager krøllede blade. Angrebene kan ofte være værre end angrebene af de grønne bladlus.
De røde bladlus kan også angribe små æbler og forårsage, at æblerne ender som små forkrølede æbler, som kaldes luseæbler.
Mosegrise spiser rødder fra frugttræer. Rødmus er gode klatre og kan spise barken fra unge frugttræer op ad stammen og helt op på grenene. Markmus kan spise barken på unge frugttræer nederst på stammen.
Mosegrise har gnavet barken væk hele vejen rundt om træet, enda 2 steder. Beskadige træer kan i nogle tilfælde reddes ved bropodning.
Mosegrisen kan være de nyplantede frugttræers største fjende. Den kan spise alle rødderne, så træet går ud. Træet kan trækkes op, og den del der har været under jorden ligner en spidset blyant.
Mosegrisen holder af fugtigt terræn, og den er en fortrinlig svømmer. Den kan imidlertid også findes langt fra vand, og den har gennem de seneste årtier vist en tendens til at sprede sig til stadig mere tørre områder. Mosegrisen kan herhjemme yngle fra april til november og får i yngleperioden almindeligvis 4-5 kuld med i alt ca. 20 unger. Disse er forplantningsdygtige allerede i 2-måneders alderen. Mosegrisens store formeringsevne kompenseres der i nogen grad for ved en ret kort levetid, idet den normalt højst lever en 15-20 måneder.
Mosegrisen tilbringer i lighed med muldvarpen en stor del af sit liv under jordens overflade, og det kan være svært at se forskel på de to arters gravevirksomhed, da begge laver gangsystemer og kan skyde jorden op som muldskud. Det har desuden vist sig, at de kan benytte hinandens forladte gangsystemer, og det gør ikke bestemmelsen lettere. Er der imidlertid i sommerhalvåret mange åbne huller mellem skuddene, kan man regne med, at det drejer sig om mosegrise. Mosegrisens huller kan variere en del i størrelse, men de er oftest 5-8 cm i diameter.
Grønne plantedele synes at udgøre mosegrisens hovedføde, men den æder næsten al slags plantekost, og gennemgraver man gangsystemet, vil man ofte støde på depoter af gulerødder, kartofler, rødder af kvikgræs, løg af forskellig slags, og hvad området ellers kan byde på. Sidst på efteråret og om vinteren lever mosegrisen ganske overvejende under jorden, de fleste huller lukkes, og den lever især af de indsamlede forråd samt rødder. De alvorligste skader sker ved, at den gnaver rødderne af buske og træer - ødelæggelser som specielt i frugtplantager kan betyde store tab.
En udryddelse af mosegrise er en umulig sag, fordi der altid vil være enkelte individer, man ikke får ram på. Dette i forbindelse med deres store frugtbarhed og stærke tendens til at sprede sig gør, at man ved bekæmpelse på et mindre område som oftest højst opnår en forholdsvis kortvarig virkning. Mosegrise fra naboområder vil hurtigt invadere det rensede areal.
Anvendelse af gifte bør undgås, da det er en trussel mod de rovdyr og fugle, der jager mosegrisene.
Regulering af mosegrise
Man kan regulere bestanden af mosegrise ved, at give rovdyr og rovfugle gode betingelser for at kunne se mosegrisene, når de er over jorden. Det kan gøres ved at sikre, at der ikke er højt græs omkring og imellem æbletræerne.
Beskyttelse af æbletræer mod mosegrise
En metode der lyder lovende, men som jeg ikke har afprøvet endnu, er at placerer skaller af blåmuslinger omkring stammen, når man planter nye æbletræer. Muslingeskallernes skarpe kanter, skulle gøre at mosegrisen opgiver at grave der.
Muslingeskallerne er et spildprodukt ved muslinge produktionen i Jylland og bruges bl. a. ved dræning af ridebaner og veje. De kan hentes flere steder i Jylland, hvis man har en trailer, eller de kan købes i big bag.
Rådyr
Små nyplantede træer kan skades af rådyr, der spiser blade og skud. Normalt nipper rådyrene kun til planter og træer hist og her, hvorved de får alle de stoffer, som de har brug for. Det er sjældent at større æbletræer bliver alvorligt skadede. Bor man i et område hvor der er rådyr, er det en god ide at sætte hegn omkring de mindre træer.
Rådyr nyder nedfaldsæblerne
Rådyr har bidt de øverste blade og skud af et lille æbletræ.
Æbletræ der er beskyttet mod rådyr med havehegn og mod gnavere med spiral.
Harer
Harer kan ødelægge mindre træer ved at æde barken hele vejen rundt om træet. Det kan forhindres ved at sætte plastikspiraler eller kyllingetråd rundt om stammen.
