Æblesorter med rødt frugtkød
Malus Niedzweckyana er et central asiatisk vildæble, der er kendetegnet ved meget rød farve. Æblet er mørkerødt, frugtkødet er rødt, bladene er rødlige, blomsterne er røde og den røde farve findes selv i træets ved. Der findes kun få vilde træer tilbage i Kirgisistan med rødkødede Malus Niedzweckyana æbler.
Efterhånden er der opstået flere æblesorter med den megen røde farve og mere eller mindre rødt frugtkød. Det menes at farven kommer fra det oprindelige vildæble Niedzweckyana.
Der arbejdes mange steder i verden på at krydse sig frem til kvalitetsspiseæbler, der samtidig har det røde frugtkød. Da den røde farve består af antioxidanter, skulle det være sunde æbler. Derudover er det også atraktive kønne træer med mørke grene, rødligt løv, røde blomster og æbler.
3 nye æbler Circe, Era og Sirena, sælges i England under fællesnavnet Redlove og i Tyskland under fællesnavnet Blutapfel. Det har taget Markus Kobelt, en schweizisk frugtavler, 20 år at udvikle æblerne. Sorterne Circe og Era kan nu (2013) også bestilles i Danske planteskoler.
Baya Marisa er et nyt tysk udviklet æble, der skulle have spiseæblekvalitet. Det er en krydsning mellem Weirouge og Zuchtklon 166, en ikke navngiven sort. |